Mennesker frem for diagnoser

I sundhedsvæsenet spiller diagnoser en central rolle, de skaber struktur, retning og kvalitet i behandlingen. Men hos Better Health har vi erfaret, at den største forandring sker, når vi tør se ud over diagnosen og møde hele mennesket bag.

I denne artikel deler vi vores perspektiv på, hvordan en helhedsorienteret tilgang kan skabe bedre resultater for mennesker med langvarige smerter og komplekse udfordringer.

Mennesker fremfor diagnoser

Når et menneske kommer i berøring med sundhedsvæsenet, vil det før eller siden typisk få en diagnose. Diagnosen har til formål at indkapsle et symptombillede, så den rette behandling forankret i forskning, klinisk erfaring og faglige standarder der er opnået konsensus omkring kan iværksættes. Hvis man eksempelvis bliver diagnosticeret med slidgigt, udløser det en udrednings-og behandlingsproces ud fra den bedst tilgængelige evidens og dertilhørende kliniske praksis.

For at kortlægge og registrere sygdomme bruges det internationale klassifikationssystem ICD (International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems). Denne er fundamentet for den nationale og internationale registrering af sygdomme og spiller en vigtig rolle i det danske sundhedsvæsen. ICD-11, den nyeste version, skaber struktur, fælles sprog og mulighed for statistiske analyser, der kan lede til bedre behandling og forebyggelse. Der er sket betragtelige ændringer fra ICD-11’s forgænger, ICD-10, hvor kroniske smerter fx blev klassificeret ud fra en underliggende årsag, såsom sygdom eller skade, hvor ICD-11 nu anerkender kroniske smerter som en selvstændig diagnose uafhængigt af den oprindelige årsag. Dertil gives der i den nye ICD mulighed for en bredere og mere præcis klassifikation af smerter (fx primær kronisk smerte), som kortlægges ud fra varighed, lokalisation og påvirkning af hverdagen.  Denne inddragelse af den biopsykosociale tilgang giver klarere rammer for diagnosticering og behandlingshåndtering, hvor diagnosticeringen træder i baggrunden i forhold til menneskeanskuelsen

På trods af disse forbedringer, kunne man påstå at tænkningen relateret til ICD-10, som stammer fra 1992 og dermed afspejlingen af den tids sygdomsforståelse, stadig kan komme til udtryk i sundhedsvæsenets håndtering af individet.

Så hvis, og når, diagnosen ud fra tidligere sygdomsrammer bliver styrende for forståelsen af et menneske, risikerer vi at overse det, der i høj grad former både sygdomsoplevelsen og vejen mod bedring: den personlige historie, livskonteksten, relationerne og ressourcerne – eller manglen på samme.

Denne artikel vil derfor kommentere på de forhold som vi i Better Health har erfaret kan stå til hinder for at hjælpe mennesker med langvarige smerter, og udtalte biopsykosociale udfordringer på

Systemets logik: Diagnosen som struktur og dokumentation

Set fra systemets perspektiv er diagnosen en nødvendighed. Den giver orden i kompleksiteten, muliggør registrering, planlægning, statistik og økonomisk styring. Den gør sygdom “målbar”.
Men systemets logik er netop bygget til at håndtere sygdom, og ikke eksplicit mennesker med den iboende kompleksitet som følger med og har indflydelse på ens sygdomsudvikling. I sundhedsvæsenet er det praktisk at kunne “kode” en patient, så behandlingen kan følge en standardiseret vej. Det har utvivlsomt stor værdi i mange sammenhænge.

Problemet opstår, når diagnosen bliver det dominerende element. For så kan blikket for det individuelle, det uforudsigelige og det eksistentielle forsvinde. To mennesker med samme diagnose kan stå med vidt forskellige udfordringer, muligheder og behov.

Når diagnosen bliver begrænsende

En diagnose fortæller noget vigtigt, men den fortæller aldrig hele historien. Den beskriver symptomer, men ikke menneskets relation til dem. Den siger intet om, hvordan sygdommen påvirker hverdagen, selvbilledet, arbejdsidentiteten eller livsmodet.

I praksis ser vi ofte, at to personer med samme diagnose udvikler sig i helt forskellige retninger. Den ene oplever markant bedring, den anden står stille eller får det værre. Dette er ikkenødvendigvis fordi sygdommen i sig selv er anderledes, men fordi livssituationen, motivationen og støtten omkring dem er det.

Når diagnosen bliver styrende, risikerer vi at skabe afstand frem for forbindelse. Et menneske kan hurtigt begynde at ’blive sin diagnose’ frem for at se den som en tilstand og blot en del af et større billede. Dette kan medføre at både sundhedsprofessionelle og modtageren af sundhedsydelsenbliver fastholdt i et snævert perspektiv.

Better Healths tilgang: Helhed frem for kode

I Better Health arbejder vi ud fra et grundlæggende princip: vi ser mennesker – ikke diagnoser. Vi er fuldt bekendte med diagnostiske processer, prognoser og evidensbaserede værktøjer, men vi bruger dem som pejlemærker og ikke som endelige svar. Diagnosen hjælper os med at forstå dele af problemet, men mennesket foran os hjælper os med at forstå helheden, så vi kan hjælpe med at optimere denne helhed.

Når vi arbejder med skadelidte eller borgere i behandlingsforløb, er det ofte tydeligt, at udviklingen ikke afgøres af diagnosen, men af menneskets egne forudsætninger: motivation, åbenhed, nysgerrighed, livssituation og troen på, at forandring er mulig. Vores ekspertise består derfor i at facilitere og understøtte de ressourcer som allerede er tilgængelige, om end de ikke er i højsædet. Vi lægger vægt på at skabe en relation, hvor mennesket føler sig mødt, hørt og involveret. Det kræver både faglighed og nærvær, men det er også netop her, den reelle bevægelse sker.

Det kræver mod at arbejde med det hele menneske
At møde mennesker i stedet for diagnoser kræver mere end metode. Det kræver mod til at blive i det komplekse og uforudsigelige. Nysgerrighed til at spørge ind til det, der ligger uden for det kliniske. Og tid til at forstå, hvad der virkelig påvirker den enkeltes helbred og livskvalitet.

For når vi tør slippe diagnosen som styrende princip og i stedet ser den som én del af et større billede, en given menneskelig tilstand, åbner vi for en sundhedsintervention, der behandler hele mennesket med dets symptomer.

Takeaways

• Diagnosen er et vigtigt redskab – men ikke et facit.
• To mennesker med samme diagnose kan have vidt forskellige forløb og resultater.
• Motivation, livssituation og relationer påvirker udviklingen lige så meget som den medicinske behandling.
• Helhedsorienteret behandling kræver både faglighed, empati og mod.
• Når mennesket mødes som mere end sin diagnose, skabes grobund for reel forandring.

Hvad du kan gøre nu

Hvis du arbejder med mennesker der døjer med langvarige smerteproblematikker og følger heraf, så overvej:

• Hvordan taler jeg om diagnoser – som et label eller som et udgangspunkt?
• Giver jeg plads til menneskets egen fortælling, drømme og ressourcer?
• Hvordan kan jeg styrke relationen, så vi sammen skaber bevægelse og ikke blot følger enmekanisk plan med fastforankring i en diagnose og dens fastsatte rammer? 

Forfatter: Daniel Dürring