Hvordan diagnoser, sprog og forklaringer former patientens forståelse af smerter og forventninger til behandling.
En fortolkning af resultaterne fra vores prisvindende sundhedsfaglige konsulent Søren Storms infographic (stor plakat), hvor den og budskabet vandt prisen for at være den mest populære ved World Congress of Sports Physical Therapy.
Længerevarende smerter kan ikke forstås alene ud fra vævsskade eller strukturelle forandringer. En stor mængde forskning inden for smertevidenskab peger på, at smerte er en kompleks oplevelse, der formes af biologiske, psykologiske og sociale faktorer – og at også den måde, smerterne forstås og forklares på, har betydning. En diagnose kan give smerterne et navn og en mening, men det er ofte den forklaring, der følger med, som former, hvordan patienten opfatter sit problem, og hvad han eller hun tror, der kan gøres ved det (Martin et al. 2025).
For klinisk praksis og rehabilitering betyder dette, at det ikke kun er afgørende, om en forklaring er fagligt korrekt, men også hvilken forståelse den skaber hos den, der hører den. De ord og billeder, vi bruger om kroppen og smerterne, er ikke neutrale; de kan både skabe tryghed og understøtte aktivitet – eller vække bekymring og fremme undgåelse (Stewart & Loftus 2018).
I Better Health arbejder vi med længerevarende smerter ud fra en evidensbaseret smertevidenskab, hvor smerte ses som et komplekst samspil mellem krop, psyke og social kontekst. Vi anerkender, at diagnoser og forklaringer er en central del af behandlingen, fordi de er med til at forme patientens forståelse og forventninger. Gennem smerteuddannelse, tryghedsskabende kommunikation og fokus på funktion og aktivitet hjælper vi borgere med at forstå deres smerter på en måde, der understøtter mestring, funktion og livskvalitet.
Når man har haft smerter i længere tid, er et af de mest naturlige spørgsmål: hvad er der galt? Derfor er det ikke mærkeligt, at mange patienter ønsker en diagnose, for et navn kan gøre en uklar situation mere konkret, bekræfte, at smerterne har en forklaring, og gøre det lettere at fortælle andre, hvad man fejler. En diagnose kommer imidlertid sjældent alene: med den følger næsten altid en forklaring, og det er ofte ikke selve navnet, der er det vigtigste, men hvad patienten forstår ved diagnosen. Hvad betyder den? Hvorfor har jeg ondt? Er der noget, jeg skal passe på, kan jeg bevæge mig, og hvad skal der til, for at det bliver bedre? Den forståelse er med til at forme patientens forventninger til både problemet og behandlingen og er derfor mindst lige så vigtig som diagnosen i sig selv.
Der er gode grunde til, at patienter efterspørger en diagnose. Den kan gøre en diffus og uforståelig situation mere konkret, give patienten et sprog til at forklare sine smerter over for familie, venner og kolleger, og bekræfte oplevelsen af at have et reelt problem. Det ses blandt andet i et kvalitativt studie af mennesker med smerter omkring knæskallen, hvor deltagerne oplevede diagnosen som vigtig, fordi den kunne hjælpe dem med at forstå deres smerter og give retning for, hvordan problemet kunne håndteres; samtidig efterspurgte de mere information om deres smerter og om, hvordan de selv kunne håndtere dem (Barber et al. 2022). En nyere systematisk gennemgang peger på det samme: patienter kan værdsætte en diagnose, fordi den validerer deres oplevelse og giver retning for behandlingen, men diagnosen kan også få betydning for, hvordan patienten opfatter alvoren af problemet, og hvilke behandlinger der virker nødvendige (Martin et al. 2025). Det er altså ikke i sig selv et problem at give patienten en diagnose. Problemet opstår, hvis vi tror, at navnet i sig selv er forklaringen.
Et godt eksempel findes i behandlingen af skuldersmerter. I mange år blev nogle skuldersmerter forklaret med begrebet impingement – altså at noget blev klemt mellem knoglerne i skulderen. Det lyder umiddelbart som en forklaring på, hvorfor det gør ondt, men det kan også invitere til en bestemt forståelse af kroppen: hvis noget bliver klemt, når jeg bevæger armen, må jeg hellere passe på med at bevæge den – og hvis knoglerne fysisk kommer i klemme, hvordan skulle træning så kunne løse problemet? Måske skal det opereres. Netop den type overvejelser kom frem i et kvalitativt studie af patienter med diagnosen subakromielt impingement, hvor diagnosen hos nogle deltagere blev forbundet med en forestilling om, at noget fysisk blev klemt, og at fysioterapi derfor ikke kunne løse det grundlæggende problem (Cuff & Littlewood 2018). Det interessante er, at patienten ikke nødvendigvis har misforstået forklaringen – tværtimod kan den være forstået helt logisk. Selve impingement-modellen som forklaring på skuldersmerter er da også blevet udfordret fagligt (Lewis 2018). Det samme kan ske, hvis vi fortæller en patient, at en ryghvirvel eller et bækken er “ude af position”, at ryggen er “slidt”, eller at en struktur er “beskadiget”; sådanne forklaringer kan skabe en bestemt forestilling om kroppen – og dermed også om, hvad der er farligt, hvad der bør undgås, og hvilken behandling der er nødvendig.
Der er derfor god grund til at være opmærksom på de ord, vi bruger. I et studie om lændesmerter fik deltagerne forskellige betegnelser for stort set samme problem, og når det blev beskrevet med ord som slid, gigt eller diskusudbuling, oplevede de det i højere grad som alvorligt, havde lavere forventninger til bedring og så større behov for scanning og operation end dem, der fik mere neutrale betegnelser (O’Keeffe et al. 2022). Det betyder ikke, at bestemte ord altid påvirker alle patienter ens, men det viser, at vores formuleringer er med til at forme patientens forståelse. Det er også hovedbudskabet i en artikel om sprogets betydning i behandlingen af smerter i bevægeapparatet: vores sprog kan både hjælpe og skade (Stewart & Loftus 2018). Et ord som slid vil eksempelvis ikke nødvendigvis føre til bekymring hos alle, men hvis patienten forstår slid som tegn på, at kroppen er ødelagt og bliver dårligere ved belastning, kan det få andre konsekvenser, end hvis det forstås som almindelige forandringer, der ikke nødvendigvis står i vejen for aktivitet. Det er derfor ikke kun vigtigt, om vores forklaring er fagligt korrekt; vi bør også overveje, hvilken forståelse den skaber hos den, der hører den.
Sammenhængen mellem betegnelse og forventning er undersøgt eksperimentelt. I det nævnte studie om lændesmerter ændrede alene valget af betegnelse deltagernes oplevelse af alvor, deres forventninger til bedring og deres opfattede behov for scanning og operation (O’Keeffe et al. 2022). En systematisk gennemgang af området konkluderer, at mere uspecifikke diagnostiske betegnelser kan fremme en mere positiv opfattelse af prognose og af ikke-invasiv behandling, men at effekten afhænger af, at betegnelsen ledsages af en klar forklaring (Martin et al. 2025). Betegnelsen alene gør det altså ikke; det er samspillet mellem navn og forklaring, der former patientens forståelse.
Det bliver særligt tydeligt i et kvalitativt universitetsprojekt i fysioterapi, som undersøgte, hvad det betød for patienter med skuldersmerter at få diagnosen rotator cuff syndrom eller en forklaring, der passede med diagnosen. Kun to ud af syv deltagere kunne huske den konkrete betegnelse rotator cuff syndrom; begge syntes, det var positivt, at problemet havde et navn, men de lagde ikke særlig vægt på selve betegnelsen. Blandt de patienter, der ikke havde fået en egentlig diagnose, var der heller ikke et tydeligt behov for at få en – de oplevede, at en god forklaring kunne være nok. Det, der gik igen, var behovet for at forstå: en god forklaring gav tryghed, gjorde det lettere at forstå, hvorfor patienten havde ondt, og gav patienterne ord til at forklare deres problem over for familie og arbejdsgiver. Samtidig var forklaringen med til at forme deres forventninger til behandlingen, og flere kom til at se træning og bevægelse som en meningsfuld måde at håndtere deres skulderproblem på. Det peger på, at den præcise betegnelse ikke nødvendigvis er det vigtigste – patienten har først og fremmest brug for en forklaring, der giver mening (universitetsprojekt, fysioterapi).
Pointen er ikke, at vi skal holde op med at bruge diagnoser. En diagnose kan være vigtig; den kan give et navn, skabe ro og validere patientens oplevelse, og for nogle patienter vil den være en helt central del af forståelsen. Men diagnosen bør være begyndelsen på en forklaring – ikke slutningen på den. Når vi giver en diagnose, bør patienten også gerne forstå, hvad diagnosen betyder, og hvad den ikke betyder; hvad vi ved om problemet, og hvad vi ikke ved; hvad man kan forvente af udviklingen; og hvorfor den anbefalede behandling giver mening. Især det sidste er vigtigt, for hvis vi fortæller patienten, hvad problemet skyldes, men ikke hvad det betyder for deres muligheder, overlader vi en stor del af fortolkningen til patienten selv – og patienten vil naturligt forsøge at skabe sammenhæng, ofte ud fra de mest tilgængelige forestillinger om kroppen. En god forklaring bør derfor være realistisk, passe med det, vi ved om problemet, og understøtte en fornuftig, evidensbaseret måde at håndtere det på, hvor aktivitet og bevægelse fremstår som en meningsfuld del af løsningen.
Forklaringer former ikke kun patientens forståelse i klinikken, men følger med ind i hverdagen, på arbejdspladsen og i mødet med rehabiliterings- og beskæftigelsessystemet. En patient, der har forstået sine smerter som udtryk for en skrøbelig eller beskadiget krop, kan være mere tilbageholdende med aktivitet og med at vende tilbage til arbejde, mens en forklaring, der understøtter tryghed ved bevægelse, kan gøre det lettere at deltage. For sundhedsprofessionelle og medarbejdere i beskæftigelses- og rehabiliteringssystemet er det derfor væsentligt at være opmærksom på, hvilken forståelse borgeren har af sine smerter, og at formidle konsistente, tryghedsskabende budskaber. Formidling, der peger fremad mod, hvad borgeren kan gøre, frem for udelukkende at fokusere på, hvad der er galt, kan understøtte funktion, deltagelse og en realistisk forventning til forløbet.
Evidensen peger samlet på, at:
Måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke, hvilken diagnose vi skal give patienten, men hvilken forståelse patienten har brug for. For nogle vil diagnosen være en vigtig del af svaret, for andre vil en god forklaring være vigtigere end selve navnet – men uanset hvad bør forklaringen hjælpe patienten med at forstå både problemet og mulighederne. Den bør være realistisk, passe med det, vi ved, og understøtte en fornuftig og evidensbaseret måde at håndtere problemet på.
En væsentlig pointe er, at længerevarende smerter kræver en helhedsorienteret bio-psyko-social tilgang, hvor også formidlingen indgår som en aktiv del af behandlingen. En diagnose, der gives uden en forklaring, der peger fremad, risikerer at overlade fortolkningen til patienten selv og dermed forme forventninger og adfærd i en uhensigtsmæssig retning. Forskellen ligger måske netop mellem at fortælle patienten, hvad de fejler, og at hjælpe patienten med at forstå, hvad det betyder. En diagnose kan give et navn – en god forklaring giver navnet mening.
Martin S, Smith M, Wilson DA, Zadro JR, Ferreira GE, O’Keeffe M. Non-specific diagnostic labels for musculoskeletal conditions foster positive views about prognosis and non-invasive management but require clear explanation: a systematic review. J Physiother. 2025 Jul;71(3):167-178. doi: 10.1016/j.jphys.2025.06.011. PMID: 40579311.
Stewart M, Loftus S. Sticks and stones: the impact of language in musculoskeletal rehabilitation. J Orthop Sports Phys Ther. 2018 Jul;48(7):519-522. doi: 10.2519/jospt.2018.0610.
Barber P, Lack SD, Bartholomew C, Curran AJ, Minns Lowe C, Morrissey D, Neal BS. Patient experience of the diagnosis and management of patellofemoral pain: a qualitative exploration. Musculoskelet Sci Pract. 2022 Feb;57:102473. doi: 10.1016/j.msksp.2021.102473. Epub 2021 Oct 28. PMID: 34740149.
Cuff A, Littlewood C. Subacromial impingement syndrome – what does this mean to and for the patient? A qualitative study. Musculoskelet Sci Pract. 2018 Feb;33:24-28. doi: 10.1016/j.msksp.2017.10.008. Epub 2017 Oct 17.
Lewis J. The end of an era? J Orthop Sports Phys Ther. 2018 Mar;48(3):127-129. doi: 10.2519/jospt.2018.0102. PMID: 29490599.
O’Keeffe M, Ferreira GE, Harris IA, Darlow B, Buchbinder R, Traeger AC, Zadro JR, Herbert RD, Thomas R, Belton J, Maher CG. Effect of diagnostic labelling on management intentions for non-specific low back pain: a randomised scenario-based experiment. Eur J Pain. 2022 Aug;26(7):1532-1545. doi: 10.1002/ejp.1981. Epub 2022 May 26.
Oplevelsen af diagnosen rotator cuff syndrom. Upubliceret universitetsprojekt, fysioterapi.
Vores mission er at skabe et paradigmeskifte i den måde smerter og trivsel behandles og forebygges på.
Vi sætter den enkelte i centrum for egen behandling og viser vejen til et liv med færre smerter og mere trivsel.
Adresser:
Borupvang 3, 2750 Ballerup
World Trade Center
Hovbygade 1, 4640 Faxe
Grønlandsgade 3c, 4690 Haslev
CVR 40363394