Om at blive ved med at overskride sin aktivitetsgrænse ved længerevarende smerter, og hvorfor det sker
Mange med længerevarende smerter kender mønsteret. På en god dag tager man fat på det hele: arbejdet, haven, rengøringen og alt det, der har hobet sig op. Bagefter kommer regningen i form af flere smerter, træthed og dage, hvor næsten intet kan lade sig gøre. Med den følger ofte skyldfølelsen over ikke at slå til. Når smerterne letter lidt igen, starter det hele forfra.
Forskningen viser, at både det at undgå aktivitet og det at presse sig selv for hårdt hænger sammen med dårligere udfald (Andrews et al. 2012). Det er altså ikke kun dem, der gør for lidt, der får det sværere. Det gælder også dem, der gør for meget. Ofte er det netop de mennesker, der er stolte af deres arbejde og vant til at tage ansvar, der har sværest ved at stoppe i tide.
I Better Health møder vi mange borgere, der er kommet ind i dette mønster. Vi ser stoltheden og ansvarsfølelsen som værdifulde ressourcer, og vi arbejder med at finde en måde at bruge dem på, hvor de ikke længere driver kroppen ud over sine grænser.
Mønsteret kaldes ofte overaktivitet. Man gør meget, når smerterne tillader det, og bliver derefter tvunget til at gøre meget lidt, når smerterne tager over. Aktiviteten styres af, hvordan man har det i øjeblikket, frem for af en plan. Det giver en hverdag med store udsving, hvor man aldrig rigtig ved, hvad man kan regne med.
En metaanalyse af, hvordan mennesker med længerevarende smerter forholder sig til aktivitet, fandt, at undgåelse konsekvent hang sammen med flere smerter, dårligere fysisk funktion og dårligere psykisk trivsel. Forskerne konkluderede samtidig, at også overaktivitet er forbundet med dårligere udfald (Andrews et al. 2012). Over tid kan de mange nedture føre til, at man begynder at undgå aktivitet helt, fordi man frygter prisen.
For mange er arbejdet en vigtig del af, hvem de er. Det giver mening, fællesskab og en følelse af at bidrage. En samlet gennemgang af kvalitative studier om at blive i arbejde med længerevarende smerter fandt, at et af de mest gennemgående temaer var kampen for at bevare billedet af sig selv som en god medarbejder. Et andet var kampen for at blive troet på, fordi smerter ikke kan ses udefra (Toye et al. 2016).
Stoltheden er en styrke. Den er en vigtig grund til, at mange bliver ved med at arbejde trods smerter. Men den kan også blive en drivkraft, der får én til at overskride sine grænser. Man siger ja til den ekstra opgave, springer pausen over og holder ud til arbejdsdagens slutning, fordi man ikke vil være den, der ikke kan følge med. Smerterne bliver gemt væk, og regningen kommer, når man kommer hjem.
Skyldfølelse er almindelig ved længerevarende smerter, men har længe fået for lidt opmærksomhed. En systematisk gennemgang af forskningen viste, at helbredsrelateret skyld hænger sammen med flere smerter og dårligere funktion (Serbic et al. 2022). Skylden handler typisk om tre ting: at svigte familie, kolleger og venner, at man ikke selv kan få styr på smerterne, og at man ikke kan bevise over for andre, at smerterne er virkelige.
Skyld og overaktivitet kan holde hinanden i gang. Skylden over det, man ikke nåede i går, kan drive én til at gøre for meget i dag. Og når man så igen må give op, kommer der ny skyld. På den måde kan skylden blive en af de stærkeste motorer i op og ned mønsteret.
Mange, der overskrider deres grænser, stiller høje krav til sig selv. Forskningen skelner her mellem to former. Den ene er at have høje mål og arbejde målrettet mod dem. Den anden er at være drevet af frygt for at fejle og for at blive dømt af andre. En metaanalyse af 43 studier viste, at den første form kun i ringe grad hænger sammen med udbrændthed, mens den anden hænger tydeligt sammen med udbrændthed, især på arbejdspladsen (Hill & Curran 2016). Det er altså ikke de høje ambitioner i sig selv, der er problemet, men frygten for ikke at være god nok.
Fordi smerter er usynlige, oplever mange, at de skal bevise, at de faktisk har ondt. Det kan føre til, at man gør endnu mere for at vise, at man ikke er doven eller giver op. Samtidig kan en mistanke om, at kolleger eller ledelse ikke tror på én, gøre det svært at bede om hjælp eller tilpasninger (Toye et al. 2016).
Skyld bliver ofte holdt i live af tanker som »jeg burde kunne mere«, »de andre må synes, jeg er en byrde« eller »jeg skal bare tage mig sammen«. Når sådanne tanker kører i ring, holder de både skylden og presset ved lige. Det er netop den type gentagne tankemønstre, metakognitiv terapi arbejder med (Normann & Morina 2018).
Det bedst kendte redskab er aktivitetsplanlægning, også kaldet pacing. Det handler om at fordele aktiviteterne jævnt, holde pauser, før smerterne tvinger én til det, og planlægge ud fra et fast niveau frem for ud fra dagsformen. En systematisk gennemgang viste, at indlært pacing mindsker træthedens indvirkning på hverdagen og giver færre udsving i aktivitetsniveauet. Til gengæld var der ikke evidens for, at pacing i sig selv mindsker smerternes styrke (Guy et al. 2019). Målet er derfor ikke færre smerter, men en mere stabil og forudsigelig hverdag.
Det er vigtigt, at pacing ikke bliver en ny form for skånen. Forskerne bag metaanalysen om aktivitetsmønstre peger på, at pacing formentlig kun virker, når det bruges til gradvist at øge aktivitetsniveauet (Andrews et al. 2012). Det handler altså om at finde et niveau, man kan holde, også på dårlige dage, og derfra bygge langsomt op.
På arbejdspladsen viser forskningen, at gradvis optrapning og tilpassede opgaver forbedrer muligheden for at blive i eller vende tilbage til arbejde (Cullen et al. 2018). Når skyld og selvkritiske tanker fylder, kan metakognitiv terapi hjælpe med at give slip på dem, så de ikke længere styrer, hvor hårdt man presser sig selv (Normann & Morina 2018). Tværfaglige forløb, der samler den fysiske, psykologiske og arbejdsrettede indsats, har bedre effekt på funktion og arbejde end ensidig behandling (Kamper et al. 2014).
For fagpersoner er det vigtigt at være opmærksom på, at en borger, der fremstår motiveret og arbejdsom, kan være lige så udfordret som en borger, der er inaktiv. Overaktivitet bliver let overset, fordi den ligner engagement. Det er derfor relevant at spørge ind til, hvordan aktiviteten fordeler sig over ugen, og hvad der sker efter en god dag. Det er også vigtigt at anerkende stoltheden og arbejdsidentiteten frem for blot at bede borgeren om at skrue ned, da det kan forstærke skylden.
Evidensen peger samlet på, at:
Forskningen viser, at det at overskride sin aktivitetsgrænse igen og igen kan være lige så problematisk som at undgå aktivitet. Mønsteret drives ofte af stolthed over arbejdet, ønsket om at blive set som en god medarbejder og skyldfølelse over ikke at slå til. Skylden hænger sammen med flere smerter og dårligere funktion, og når den kombineres med frygten for at blive dømt, kan den holde mønsteret i gang.
Der er hjælp at hente. Pacing kan skabe en mere stabil hverdag, især når det bruges til at bygge gradvist op. Tilpasninger på arbejdspladsen gør det lettere at blive i arbejde, og arbejde med skyld og selvkritiske tanker kan mindske det indre pres. Det vigtigste budskab er, at stoltheden ikke skal væk. Den skal bare bruges på en måde, kroppen kan holde til.
Det er denne viden, der ligger til grund for Better Healths kombinationsforløb, hvor en fysioterapeut, en psykolog og en jobkonsulent arbejder sammen i ét koordineret forløb. Fysioterapeuten hjælper med at finde et stabilt aktivitetsniveau og bygge gradvist op derfra. Psykologen anvender metakognitiv terapi til at mindske den skyld og de selvkritiske tanker, der driver én ud over grænsen. Og jobkonsulenten hjælper med at tilpasse arbejdet, så borgeren kan bevare sin arbejdsidentitet og stolthed uden at betale for det med flere smerter. Ved at arbejde med krop, tanker og arbejdsliv samtidig bliver det muligt at bryde op og ned mønsteret.
Andrews NE, Strong J, Meredith PJ. Activity pacing, avoidance, endurance, and associations with patient functioning in chronic pain: a systematic review and meta-analysis. Arch Phys Med Rehabil. 2012;93(11):2109-2121. doi: 10.1016/j.apmr.2012.05.029.
Toye F, Seers K, Allcock N, Briggs M, Carr E, Barker K. A synthesis of qualitative research exploring the barriers to staying in work with chronic musculoskeletal pain. Disabil Rehabil. 2016;38(6):566-572. doi: 10.3109/09638288.2015.1049377.
Serbic D, Evangeli M, Probyn K, Pincus T. Health-related guilt in chronic primary pain: a systematic review of evidence. Br J Health Psychol. 2022;27(1):67-95.
Hill AP, Curran T. Multidimensional perfectionism and burnout: a meta-analysis. Pers Soc Psychol Rev. 2016;20(3):269-288. doi: 10.1177/1088868315596286. PMID: 26231736.
Guy L, McKinstry C, Bruce C. Effectiveness of pacing as a learned strategy for people with chronic pain: a systematic review. Am J Occup Ther. 2019;73(3):7303205060p1-7303205060p10. doi: 10.5014/ajot.2019.028555. PMID: 31120836.
Cullen KL, Irvin E, Collie A, Clay F, Gensby U, Jennings PA, et al. Effectiveness of workplace interventions in return-to-work for musculoskeletal, pain-related and mental health conditions: an update of the evidence and messages for practitioners. J Occup Rehabil. 2018;28(1):1-15. doi: 10.1007/s10926-016-9690-x. PMID: 28224415.
Normann N, Morina N. The efficacy of metacognitive therapy: a systematic review and meta-analysis. Front Psychol. 2018;9:2211. doi: 10.3389/fpsyg.2018.02211. PMID: 30487770.
Kamper SJ, Apeldoorn AT, Chiarotto A, Smeets RJ, Ostelo RW, Guzman J, van Tulder MW. Multidisciplinary biopsychosocial rehabilitation for chronic low back pain. Cochrane Database Syst Rev. 2014;(9):CD000963. doi: 10.1002/14651858.CD000963.pub3. PMID: 25180773.
Vores mission er at skabe et paradigmeskifte i den måde smerter og trivsel behandles og forebygges på.
Vi sætter den enkelte i centrum for egen behandling og viser vejen til et liv med færre smerter og mere trivsel.
Adresser:
Borupvang 3, 2750 Ballerup
World Trade Center
Hovbygade 1, 4640 Faxe
Grønlandsgade 3c, 4690 Haslev
CVR 40363394