Topdanmark indgår samarbejde med Better Health

Topdanmark har indgået et samarbejde med Better Health. Det sker for at hjælpe smerteramte danskere med at komme godt tilbage på arbejdsmarkedet til gavn for den enkelte, virksomheder og samfundet. Samtidig har Topdanmark, et af landets største forsikringsselskaber, et ønske om at styrke sin position på sundhedsmarkedet, som er et marked i vækst.

Better Health blev grundlagt i 2019 ud fra en mission om at hjælpe de op mod 1,3 mio. danskere, der døjer med smerter. I dag tilbyder Better Health sundhedsløsninger inden for smertebehandling, og virksomheden samarbejder med både jobcentre og en række virksomheder rundt om i landet.

”Vi ser frem til samarbejdet med Better Health og glæder os til at hjælpe endnu flere kunder tilbage på arbejde efter en ulykke. Vi ønsker gennem skræddersyede forløb og et landsdækkende netværk af autoriserede fysioterapeuter og psykologer at tilbyde vores kunder, der døjer med smerter, hurtig og effektiv hjælp, støtte og vejledning. Alt sammen med udgangspunkt i den enkeltes livssituation,” siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

”Sundhed er et afgørende indsatsområde for Topdanmark. Det har stor betydning for livskvaliteten, når vi hjælper den enkelte tilbage til hverdagen. Virksomheder får deres medarbejdere retur, samfundet sparer udgifter, og vi skal udbetale mindre i erstatning. Derfor har vi besluttet at investere yderligere i sundhed som supplement til de offentlige indsatser,” siger han.

Kontakt os i dag og hør hvordan vi kan hjælpe dig