Topdanmark forlænger samarbejdet med Better Health – skal hjælpe skadesramte danskere tilbage til hverdagen 

Topdanmark har efter et succesfuldt pilotprojekt forlænget samarbejdet med virksomheden Better Health med yderligere to år frem til april 2026. Det sker for at hjælpe flere smerteramte danskere godt tilbage på arbejdsmarkedet. 

Topdanmark indgik i april 2023 et samarbejde med Better Health, som tilbyder et landsdækkende netværk af autoriserede fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere. Netværket har et særligt fokus på at sammensætte et tværfagligt forløb med relevant rådgivning og behandling, så den enkelte kan blive godt hjulpet tilbage til hverdagen igen. 

”Vi har et godt samarbejde med Better Health, og jeg er derfor rigtig tilfreds med, at det fortsætter frem til 2026. Samarbejdet giver adgang til et netværk af specialister med en nuanceret smerteforståelse, hvis kunden har været udsat for en alvorlig ulykke,” siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark: 

“Vores foreløbige erfaringer viser, at 77 procent af de kunder, som har været igennem et forløb hos Better Health, er blevet raskmeldt og enten er kommet helt eller delvist tilbage på arbejde. Det er ikke kun godt for den enkelte, men også for virksomheder og samfundet,” siger han.  

Hovedparten af de Topdanmark-kunder, der bliver henvist til et forløb hos Better Health, har enten pådraget sig en skulder-, arm-, ben- eller rygskade eller lettere hovedtraumer, som allerede er eller på vej til at blive en hindring for, at de er i stand til at passe deres arbejde. Kunden er typisk kommet til skade på arbejdspladsen. 

”Med samarbejdet med Better Health er Topdanmark med til at forhindre, at danskere falder ud af arbejdsmarkedet. Det er først og fremmest afgørende for livskvaliteten, når vi sikrer, at den enkelte fortsat kan varetage et job. Virksomheder mister heller ikke en værdsat medarbejder, og samfundet sparer udgifter,” siger Rasmus Ruby-Johansen. 

Better Health blev grundlagt i 2019 ud fra en mission om at hjælpe de op mod 1,3 mio. danskere, der døjer med smerter. Better Health tilbyder i dag sundhedsløsninger inden for smertebehandling ud fra den førende forskning på området, og virksomheden samarbejder med både jobcentre, en række store danske virksomheder samt flere forsikring- og pensionsselskaber i hele landet. 

Kontakt os i dag og hør hvordan vi kan hjælpe dig